De fleste af os havde vÊet hjemme pÄ weekend for sidste gang. NÊste gang var der ikke nogen efterskole at vende tilbage til. Jeg kunne mÊrke, hvordan jeg blev helt tom indeni, hver gang jeg tÊnkte pÄ det, og det var hele tiden. Jeg tror ogsÄ, at de andre havde det sÄdan, men der var ingen, der ligesom turde snakke om det. MÄske ville det sÄ blive alt for virkeligt. Og fra nu af gjaldt det jo om at nyde hvert minut, der var tilbage.
Ditte bliver hele tiden stillet over for valg.
Skal hun blive ved med at vĂŠre kĂŠreste med Alexander, selvom deres forhold knirker gevaldigt?
Hvad skal hun gÞre for at forhindre sin mor i at mÞde op pÄ efterskolen for at deltage i en politisk debat?
Hvilken uddannelse skal hun vÊlge pÄ lÊngere sigt? Og skal hun tilbage til sin gamle klasse eller skifte skole?
Men alle disse valg bliver overskygget af en eneste ting: Efterskolen er ved at vÊre slut, og tanken om at skulle skilles fra alle sine venner er ikke til at bÊre. Slet ikke, nÄr man skal flytte tilbage tilverdens mest pinlige familie.