De hvide vildmænd kavuruerne har bortført en af wazirikrigernes døtre, og Tarzan beslutter sig for at tage sagen i egen hånd og hævne sig på kavuruerne. Mens han ihærdigt leder efter deres landsby, lykkes det stammen at tage Jane til fange, og Tarzan har nu kun ganske kort tid til at redde hende fra at blive ofret i en religiøs ceremoni!
Tarzan vokser op i den afrikanske jungle blandt en flok aber. Han dukkede først op i romanen "Tarzan, abernes konge" i 1912, og siden er det blevet til 26 bøger, hvori hans skaber, Edgar Rice Burroughs, fortæller den ene fantastiske historie efter den anden om Tarzans eventyr i junglen og hans møder med civilisationen. Mange andre forfattere såvel som filmskabere har senere gjort brug af Edgar Rice Burroughs‘ klassiske figur.
Den amerikanske forfatter Edgar Rice Burroughs (1875-1950) er bedst kendt som skaberen af junglehelten Tarzan, men hans omfattende forfatterskab spænder vidt over mange forskellige genrer, heriblandt western, adventure, fantasy og science fiction.