Forsigtigt skubbede han kjolen længere ned. Den gled af sig selv, til den nåede hendes hofter, som bredte sig udad, og ballerne, der stod stærke og spændte. Herfra måtte han lempe den videre, til den igen af sig selv gled det sidste stykke ned om hendes ben og landede som en lyserød silkesø på gulvet.

Jeg trak vejret tungt, aldrig havde jeg set så megen skønhed; og så stærk en skønhed. Hun stod rank og stolt mellem os. Jeg stod foran hende og så ned over hendes bryster og videre ned over maven med de svage skyggefelter om musklerne, fordybningen navlen lå i, den svage antydning af hofteben, de lange stærke lår, og det sorte krus af hår.

Fra Karen Fastrups novelle "Salma, jeg og Black Sugar King Cane"