Alice sidder ved en flodbred med sin søster og keder sig, da hun pludselig får øje på en talende hvid kanin iført habitjakke, der løber forbi, mens den kigger på sit lommeur. Hun følger efter kaninen ned i dens hul, som hun falder dybere og dybere ned i, indtil hun ender i et mystisk eventyrland, hvor intet er, som det plejer at være. Her oplever hun alle mulige og umulige ting; hun vokser og krymper, svømmer i sine egne tårer, møder mærkelige dyr med overnaturlige kræfter og er lige ved at få kappet hovedet af på befaling af en kortspilsdronning.
"Det er ikke mindst sproget og det verbale overskud og opgøret med voksenverdenens fokusering på fornuft og meninger, der gør historierne om Alice tidløse." – Christian Monggaard, Information
"Vrøvlefortællingen om Alice er et skelsættende aktstykke i barndommens og opdragelsens historie. En på én gang uskyldig og udspekuleret undergravning af Victoriatidens (og vor egen tids) konventionstvang, borgerskabets og hoffets latterligt lunefulde selvretfærdighed, retssystemets rituelle besværgelser og mange andre dårligdomme, der lever i bedste velgående." – Søren Vinterberg, Politiken
