Tiden i lejligheden har ikke ligefrem været en dans på roser for Amalie. Efter et mislykket forsøg på at komme ind på medicinstudiet, er hun faldet dybere og dybere ned i et mørkt hul, hun ikke ved, om hun kan komme op ad igen. I hvert fald ikke på egen hånd.

Motiveret af det nye år, sætter hun sig et mål. Hun vil op ad hullet.

På Louises opfordring starter Amalie til psykolog, der skal hjælpe hende med at komme ovenpå igen. Det skal vise sig at være lettere sagt end gjort. Da psykologen opfordrer Amalie til at bruge tid på at gøre ting, der gør hende glad, indser Amalie hurtigt, at hun ikke har den fjerneste idé om, hvad der gør hende glad.

Hendes roomies springer til for at hjælpe, og Amalie indser, at hun har levet hele sit liv for at gøre sine forældre glade og stolte. Er det overhovedet hendes drøm at blive læge? Og hvis det ikke er, hvordan skal hun så kunne fortælle det til sine forældre, som hun har løjet for i et halvt år?