Bipersonerne udkom første gang i 1956 og blev startskuddet til Peter Seebergs skønlitterære forfatterskab. Romanen er både tematisk og kunstnerisk kontroversiel. Den er baseret på forfatterens egne oplevelser, da han som ung student i seks måneder tjente som frivillig tysklandsarbejder i et filmstudie i Berlin under Anden Verdenskrig. Fortællingen følger i et enkelt, næsten udviklingsløst forløb en række personer, der synes mærkværdigt fremmede for sig selv og hinanden. Men trods den ligefremme handling er Bipersonerne ikke nogen ukompliceret roman. På imponerende vis introduceres store spørgsmål om nærvær og identitet, som skulle blive filosofiske hjørnestene i Seebergs forfatterskab, men som ingen steder er fremstillet så nøgternt og personligt som her. Til trods for en tematik tynget af meningsløs tomhed er det en dragende debut, der har givet efterklang i litteraturhistorien som en af de første danske modernistiske romaner.