Hjælpeholdets tre mænd måtte vende om. Planen var ellers, at de skulle have slædet yderligere ét hundrede kilometer mod nord. Men hundene kunne ikke længere. Kun hovedholdet skulle fortsætte. Tobias græd først og fremmest over tabet af sin bedste ven Jørgen Brønlund. Han havde ingen tro tilbage på at finde hverken ham eller Mylius-Erichsen og Høeg Hagen i live. Tobias, Lindhard og Thostrup fortsatte nordpå. De piskede og sparkede deres trætte hunde frem. Trækdyrenes poter fik flænger og dybe sår efter gang på gang at træde igennem de hårdfrosne skorper, der dækkede den nyfaldne sne. På de steder, de forlod, efter at have holdt hvil, var sneen overstænket med blod. Omsider nåede de tre mænd frem til Mallemukfjeldet. Men der var intet spor af de savnede. Og som de havde frygtet: her var endnu åbent hav helt ind til fuglefjeldet.