I 1926 fandt professor Hans Brix en ukendt selvbiografi af H.C. Andersen. I næsten et halvt århundrede havde manuskriptet befundet sig i Det kgl. Bibliotek, uden at nogen havde været klar over dets eksistens. Hans Brix kaldte erindringerne for H.C. Andersens Levnedsbog. Andersen omtalte imidlertid selv ungdomsværket som sine Erindringer. I følge Topsøe-Jensen er Erindringer ikke blot vor vigtigste kilde til studiet af den store digters ungdomsliv, men overhovedet en af de mærkeligste selvbiografier i den danske litteratur.

Med Jens Jørgensens omfattende kommentarer til værket får Erindringer en ny dimension og et nyt liv. Med den nye viden, der her lægges frem, underbygger historikeren Jens Jørgensen sine teorier om eventyrdigterens kongelige oprindelse.