Will og Stella bliver hovedkulds forelskede i hinanden, der er bare en lille forhindring … de skal altid holde mindst to meters afstand imellem sig. Men kan man elske en, man aldrig må røre?
Stella Grant er altid i kontrol, også selvom hendes ukontrollable lunger har sendt hende ind og ud af hospitalet, så længe hun kan huske. Lige nu er det vigtigste, Stella skal have kontrol over, at hun ikke kommer for tæt på nogen, der har bare den mindste risiko for at smitte hende med en infektion, der kan ødelægge hendes muligheder for en lungetransplantation. Derfor skal hun holde to meters afstand til alle. Uden undtagelse! På afdelingen møder hun Will Newman. Det eneste han derimod vil have kontrol over, er at komme ud af hospitalet. Han er ligeglad med sine behandlinger og et eller andet nyt mirakelmiddel, der måske kan helbrede ham. Han bliver snart atten, og så har han tænkt sig at frakoble sig alle maskinerne og forlade hospitalet for at tage ud og opleve den virkelige verden.
Will er alt det, Stella skal holde sig på lang afstand af. Hvis han så meget som ånder på hende, kan hun miste muligheden for at få nye lunger og dermed et nyt liv. Den eneste måde, de begge kan overleve, er ved at holde sig fra hinanden. Men pludselig føles to meters afstand ikke som en sikkerhed. Det føles som en straf.
Hvad nu, hvis de kunne stjæle bare lidt af den plads, deres ødelagte lunger har stjålet fra dem? Ville halvanden meter virkelig være så farligt, hvis det afholdt deres hjerter fra at blive knust?