Internationale kriminalsager samler tre opsigtsvækkende og rystende kriminalsager fra forskellige dele af verden – sager, der har vakt frygt og debat.
Lydbogen er en samling af dokumentarerne Sataniske mord i Sydafrika, Jeg er din gud og Richard Glossips tre liv, der er produceret til radiostationen Radio24syv.
I Sataniske mord i Sydafrika findes to skolepiger brutalt dræbt i udkanten af Johannesburg. Sporene peger mod det okkulte, og dobbeltmordet viser sig at være en del af en større bølge af formodede sataniske forbrydelser. Men er der tale om satanisk ritualmord – eller en moderne heksejagt?
Jeg er din gud tager udgangspunkt i massedøden i Jonestown i 1978, hvor 918 mennesker mistede livet i Guyanas jungle. Gennem øjenvidneberetninger og unikke lydoptagelser – heriblandt det berygtede death tape – tegnes et uhyggeligt portræt af sektlederen Jim Jones og den fanatisme, der førte til et af historiens mest dødelige masseselvmord.
I Richard Glossips tre liv følger vi en amerikansk drabssag, hvor en mand dømmes til døden udelukkende på baggrund af vidneudsagn. Sagen har rejst alvorlig kritik af det amerikanske retssystem og tiltrukket sig opmærksomhed fra både menneskerettighedsorganisationer og kendte profiler.
Sataniske Mord i Sydafrika er tilrettelagt og optaget af Rasmus Bitsch. Han er bosat i Cape Town i Sydafrika. Her har han været freelance journalist for Politiken, Information, Urban, Danmarks Radio, Radio24syv, Zetland, Third ear, m.fl.
Jeg er din gud er tilrettelagt af Kristoffer Lind, der er journalist, radiovært og forfatter. Cand.mag. i litteraturvidenskab. Kristoffer Lind har beværtet programmer hos bl.a. Radio24syv, Den Uafhængige, Radio4 og r8Dio. Som forfatter har han vundet flere novellekonkurrencer. Han debuterede i 2021 med romanen Dødsruten
Richard Glossips tre liv er optaget og tilrettelagt af Emil Lee Madsen. Han er uddannet Cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Ohio. Han er også forfatter til bogen ’Rombama’ om 2012-valgkampen og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På? og ‘Fiktionens Magt’. Emil har i mere end otte år arbejdet for Radio24syv, hvor han bl.a. har været USA-analytiker og udenlandsredaktør. I dag arbejder han som kommunikationschef ved Tænketanken Hav.

