"ENGANG VAR
Engang var, men er ikke,
sidder i østvendt blok og ved ikke
hvad der var
bortkastet tid,
hvad der var u-levet, u-gjort eller slet gjort,
uopfyldt eller opfyldt af skrald,
jeg tænker ikke paa drømmene,
ejheller begynndelser, ejheller slutninger,
bortødslen af det, man aldrig ejede,
i rov-haab om kerne og marv, fordringfulde
eksercitser af kræsenheden,
– eller hvad der var tæt, legemsmaalt, planlagt,
troet som skabelse, sum
og haandlet husligt. Ved ikke.
Er ikke. Den første
sejge kval, de første sjofelheder,
er ikke, ejheller det,
hvormed man vinget vildt haabende
overstod sygdomme,
fraterniserede, indlod
hemmeligt svulmende guddomme, nej,
men frygt er, som en mur."
Jørgen Gustava Brandts digtsamling "Janushoved" er opdelt i to dele: "Paa denne side" og "Den underjordiske". Som så ofte før hos Jørgen Gustava Brandt er det hverdagen, bylivet og erindringen, der spiller hovedrollen, men i begge bogens dele titter der alligevel noget underliggende magisk og mystisk frem mellem linjerne.
Jørgen Gustava Brandt (1929-2006) var en dansk digter og forfatter. I løbet af sin over 50 år lange karriere udgav han et væld af digtsamlinger, novellesamlinger, romaner og essays. Jørgen Gustava Brandt modtog en række prestigiøse legater og priser for sin forfattervirksomhed heriblandt Kritikerprisen, Emil Aarestrup Medaillen og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.