Hvad gjorde en nøgen Rane Willerslev, da han blev angrebet af en brunbjørn i Sibirien? Hvordan endte Mikkel Beha og Emil Midé Erichsen med at gå i deres berømte far og farfar Troels Kløvedals fodspor? Hvordan endte Anja Lovén med at redde nigerianske heksebørn? Hvor mange gange overvejede Torbjørn C. Gjerum-Pedersen at give op i løbet af sin næsten ti år lange jordomrejse? Hvad gjorde bjergbestiger Jakob Urth, da han i Papuas jungle så et hoved spiddet på en pæl – og hvorfor har Andreas Mogensen hakket sig vej gennem Sydamerikas jungle med en machete?
Alt dette får læseren svar på i Moderne danske eventyrere, der er en unik fortælling om mennesker, der lever et liv i eventyrets tegn. Bogen indeholder portrætinterviews og beretninger om de medvirkendes mest spændende og nervepirrende eventyr.
De øvrige medvirkende i bogen er: Simi Jan, Uri Løvevild Golman, Nikolaj Kirk, Mads Nissen, Jim Latrache-Qvortrup, Jesper Grønkjær, Mette Ehlers Mikkelsen, Søren Solkær, Kamma Skaarup, Nicolai Bangsgaard, Steffen Kretz og Henriette Thiim.