I KAKERLAKKEN af Kim Fupz Aakeson er en dreng så misundelig på sin storebror, at han brændende ønsker sig storebrorens værelse, det store værelse, alle hans ting, fodbolden og fodboldbladene. Og pludseligt er det alt sammen hans. KAKERLAKKEN er en historie om at miste, om sorg og en familie i opløsning, om det svære og helt umulige ved at leve både med og uden.
"Min bror blev kørt over af en lastbil. Nede i krydset, lige her nede for enden af vejen. Min storebror. Mikkel. Vores mor græd, vores far græd. Men ikke mig. Jeg havde ønsket det. Aftenen før lå jeg i min seng og ønskede det. Jeg ønskede sådan her: Gid han døde."
Illustreret af Kamila Slocinska.