"Asketpensionatet i Jonstrup" er 25. beretning fra Mikkel Hindhedes kontor for ernæringsundersøgelser. Hæftet oplyser om undersøgelser af sundhedstilstanden blandt en gruppe unge mænd, der har valgt at skære ned på mængden af proteiner i kosten for at leve billigere. Det indeholder også et særtryk fra "Ugeskrift for læger" om kostundersøgelser hos kinesiske børn.
Mikkel Hindhede (1862-1945) var en dansk læge og ernæringsforsker. Han var leder af Statens Laboratorium for Ernæringsundersøgelser i København 1910-32 og fødevarerådgiver for den danske regering under 1. verdenskrig. Hindhede påviste blandt andet, at mennesket har brug for langt mindre protein, end det man hidtil havde antaget, og fødevarerationeringen under både 1. og 2. verdenskrig blev tilrettelagt efter hans principper.