"Administration – eller forvaltning, som dr. Best foretrak at kalde det – var SS-juristens kæphest. Han havde allerede i en afhandling ‘Grundproblemerne i en tysk storrums-forvaltning‘, trykt som bidrag til et festskrift til Himmler i 1941, været inde på spørgsmålet Danmark og kaldt Renthe-Finks arbejde for ‘Forbunds-Forvaltning‘. Nu trak han linjerne tydeligere op."
Børge Outze fortæller om topnazisten Werner Bests forhold til Danmark, som han senere kom til at forvalte. Dr. Best så nazisternes forvaltning af Danmark som et forbillede for resten af de besatte områder, og i forhold til det Paris, han forlod, virkede København som et paradis.
Børge Outze (1912-1980) var en af de mest indflydelsesrige personer for den danske avispresse under og efter 2. verdenskrig. Som journalist, debattør og modstandsmand stiftede han under besættelsen den illegale modstandsavis, der senere skulle blive til Dagbladet Information. Outze udviste allerede som militærnægter i sin ungdom den oprørske natur, der også var karakteristisk for hans journalistiske arbejde. Indtil sin død virkede han i 35 år som redaktør for Information, hvor én mission gennemsyrede hans arbejde - altid at være kritisk overfor magthaverne.