Stephanie har kun én ting i hovedet: at blive den dygtigste havfrue på holdet, så hendes svømmelærer Tarek endelig får øjnene op for hende.
Men hvor langt vil hun gå for at få det, hun drømmer om?
Jeg ved ikke, hvad jeg skulle med en bedsteveninde. Eller hvad de skulle med mig. Jeg ved det simpelthen ikke.
Jeg ved, at far kan lide mig, hvis jeg ikke brokker mig eller beder om noget, og selv kan låse mig ind og husker at lukke køleskabslågen, og hvis jeg ikke græder eller hidser mig op eller minder om mor.
Og jeg ved, at mor kan lide mig, når jeg minder hende om hende selv. Når jeg vil de samme ting, som hun vil, eller ville engang. Te og pizza og skøjter og tøsesnak. Den slags. Og når jeg er tynd. Hun kan bedst lide mig, når jeg er tynd.
Tarek kan godt lide mig, når jeg er en dygtig havfrue. Jeg kan se det på den måde, han kigger på mig på. Det er noget med hele hans ansigt, der stråler, og noget med hans blik og med måden, han ryster på hovedet på, som om han synes, jeg bare er helt utrolig.
Når han kigger sådan på mig, er det det bedste, jeg ved.