Primo Levi udgav i 1947 erindringsvĂŠrket âSe questo Ăš un uomoâ (âHvis dette er et menneskeâ, 1989) om sin tid i Auschwitz. Der er tale om en kronologisk fremstilling, der skildrer oplevelserne fra godstransporten og ankomsten til lejren, indordningen under de nye absurde regler, kampen mod sult, kulde, sygdom og fornedrelse til det tidspunkt, hvor nazisterne sender de fleste fanger ud pĂ„ en dĂždsmarch og selv flygter, mens de syge bliver tilbage og venter pĂ„ Den RĂžde HĂŠrs befrielse.
Sprogligt skildrer Levi oplevelserne i udryddelseslejren og kampen for at overleve med uhyggelig klarhed og mangel pÄ patos pÄ trods af det ubÊrlige emne. Samtidig er teksten fuld af refleksioner over den menneskelige natur, og hvad det gÞr ved et menneske at blive reduceret til det, der knapt kan kaldes et menneske lÊngere. En vÊsentlig tematik er netop fremstillingen af den omfattende dehumanisering, som hele kz-lejrens struktur synes at vÊre bygget op omkring.
Levi skildrer tyskernes projekt i lejren som en tilintetgÞrelse af mennesket som menneske ved at fratage det enhver individuel identitet og ved at praktisere en fornedrelse af mennesket til dyr, hvor enhver civilisation blev sat ud af kraft. Dertil kommer den fratagelse af ethvert hÄb og fremtid for menneskene i lejren, hvor kun de fÄ undtagelsesvis overlevede den tidsubegrÊnsede indespÊrring.
En anden vigtig pointe i bogen er bestrÊbelsen pÄ at give ofrene ansigt og dermed gÞre dem til de individer, kz-lejren ellers udviskede. PÄ trods af bÄde fangernes og vogternes lighed med dyr i deres mÄde at overleve og agere pÄ, formÄr Levi at fremstille dem som sÊregne mennesker, og bogens mange personskildringer er dermed et vigtigt greb i teksten.
Endelig har Levi flere gange fremhÊvet, at den essentielle bevÊggrund for hans erindringsbog var at bÊre vidnesbyrd om det ufattelige massemord. IfÞlge Levi er kz-lejrene udtryk for de grusomheder, mennesket rent faktisk er i stand til at begÄ, og derfor mÄ vi aldrig glemme dem. Ellers risikerer vi at gentage dem.
