(2)

Mørkets hoteller

audiobook


Det tidligere højtstående Scientology-medlem Robert Dam, forfatter til bestselleren ”Afhopperen” samt hovedperson i TV2-dokumentaren ”Opgøret med Scientology”, fortæller i bogen ”Mørkets hoteller” om børnene i Scientology.

En afgørende baggrund for Robert Dams exit fra den nyreligiøse sekt var hensynet til hans egne børns sikkerhed og velvære. Og efter at have vendt Scientology ryggen nager et spørgsmål ham stadig: Hvordan havde og har de mange børn i bevægelsen det egentlig? De mange udenlandske familier blev igennem 1980’erne og 90’erne indlogeret på to københavnske Scientology-ejede hoteller, hvor børnene i praksis levede adskilt fra deres forældre og voksede op i et parallelsamfund med dårlig ernæring og mangelfuld skolegang, mobning og omsorgssvigt som vilkår.

Bogens to spor fletter sig ind og ud af hinanden: Robert Dams erfaringer med børneperspektivet i organisationen samt drengen Lucas’ skæbne. ”Mørkets hoteller” er en dokumentarisk fortælling om at vokse op i et miljø og en bevægelse, hvor ideologi og fanatisme trodser alle andre hensyn. Og hvor selv de myndigheder, som skulle varetage børnenes interesser, svigtede fatalt.

ROBERT DAM, født 1964, blev som 20-årig en del af sekten Scientology og avancerede i løbet af de næste 20 år inden for organisationen. I 2004 hoppede han af sammen med sin familie og udgav i 2011 ”Afhopperen”, der blev en bestseller. I 2015 spillede han sig selv i TV2-dokumentaren ”Opgøret med Scientology”.