En god madpakke er vigtig, hvis man skal klare dagens strabadser og undgå de usunde fristelser i dagens løb. Midt på formiddagen begynder den første sult at melde sig, og så er det godt med lidt gnavegrønt og et par brødstave.
Hen på eftermiddagen er den som regel gal med sulten igen, og hos mange er det trangen til lidt sødt og lækkert, der melder sig. Derfor er det godt med lidt frisk eller tørret frugt, eller måske er du mere til et lille glas med græsk yoghurt og friske bær og nødder vendt i lidt honning.
Når du midt på dagen står og skal stille den lidt større sult, kan du f.eks. prøve en sandwich med kalkun, parmaskinke og æblesalsa, frikadeller og grønt på spyd eller en naansandwich med kylling og raita.
SPIS GODT-serien består af små kogebøger fyldt med skønne opskrifter, som alle er ledsaget af farvefotos. Hver bog har et tema og indeholder ca. 25 opskrifter – og helt ærligt, hvor mange flere opskrifter har man egentlig brug for, når man lige står og skal prøve noget nyt?