En lille terrier løber en dag ud foran Jørgens cykel, så han vælter og brækker sit venstre ben. Dr. Lassen putter det i gibs og siger, at Jørgen skal holde sig i ro i en måneds tid. Det kunne Dr. Lassen dog sagtens sige, det var nemlig ikke ham, der havde trænet og trænet i en uendelighed i håbet om at komme med til de olympiske lege i Tokio. Hvad skulle Jørgen nu gøre? Og ville benet mon nogensinde nå at blive klar til hans rejse om på den anden side af jorden?
Bogen er skrevet i tidens sprog og ud fra datidens retskrivning.
S. A. Klubien (1890-1970) f. Steffen Anton Klubien i Kbh. I 1937 havde han sin debut i bogform med drengebogen Under dansk flag. Herudover har han blandt andet skrevet værkerne Gule skæbner (1941), Bag Jade-templets mure (1942), På togt med kinesisk toldkrydser (1943), Dannebrog over Trankebar (1946) og Kina kalder (1949).