”Rigtige venner tvivler ikke på din klogskab.
Nej, de roser dig, mens andre rakker ned.
De vil nikke til hvert ord, der kommer fra dig,
selv den allerstørste ubegavethed.
Rigtige venner stiller op, når det gælder.
Rigtige venner gi’r en hjælpende hånd.
Rigtige venner siger ja uden tøven.
For de vil aldrig svigte det gode venskabs ånd.”
Der skete meget i dansk og international politik under Anders Fogh Rasmussens regering, og Lars Kanit har givet de vigtigste begivenheder nogle bevingede ord med på vejen. For eksempel revser han Anders Foghs valg om at støtte George Bushs krig i Irak uden at stille kritiske spørgsmål, Socialdemokratiets forslag om at give stemmeret til alle over 16 år og den store udvidelse mod øst af EU.
Bogen udkom første gang i 2008.
Lars Kanit er pseudonym for den danske forfatter Asger Berg (f. 1949) Under navnet Lars Kanit har han i årevis fået avislæsere til at smile med vers om aktuelle samfundsbegivenheder og politikere. Asger Berg har endvidere bidraget med materiale til revyer over hele landet og været bestyrelsesmedlem og sekretær for Danske Revyvenner. Han har blandt andet modtaget æreslegat fra Danske Populærautorer og kulturprisen fra Fredensborg Amt for sit store bidrag til dansk kulturliv.