// Den afdÞde kommer forpustet ind i kirken // skynder sig op til den blomstersmykkede kiste // hvis lÄg han Äbner // og kryber derned // efter at have hilst pÄ prÊsten // og bedt de tilstedevÊrende undskylde hans forsinkelse. // "Broen var oppe," forklarer han med et smil // inden han lukker lÄget efter sig.
Digtene i Allegro ma non troppo lyser af humor og vid. De kredser om umuligheden af at gÞre livets regnskab op. Med Poulsens jazzede musikalitet beskrives en "tid som er gÄet, men som ikke er vÊk". Digtene har en munterhed over sig, men sitrer samtidig af en underliggende melankoli. De kalder smilet frem og giver plads til eftertanke.
I samlingen vandrer nogle af historiens stĂžrste skikkelser ind i genkendelige hverdagssituationer. Ikke sjĂŠldent glider digtene over i sĂŠre drĂžmmesyn, hvor det uvirkelige bliver det sandsynlige.