Anton er en dreng på ti år, og han har længe haft på fornemmelsen, at noget er galt. Helt, helt galt. Det hele begyndte en aften, Anton lå i sin seng og skulle sove. Antons mor havde lige læst en historie for ham, puttet ham og kysset ham på panden og sagt:– Anton, ved du hvad? Du er sådan en god dreng. Pludselig slog det ham: Hvordan kan jeg, der er en god dreng overhovedet ligge og sove og smaske og drømme, når tusindvis af børn i verden slet ikke har en seng? Slet ikke har en dyne? Slet ikke har en mor?Hvordan kan jeg det? ….
