(7)

Bøffen og Bananen (Vild Historie)

ljudbok


I dag kan bølgerne gå højt i debatten mellem kødspisere og vegetarer. Det kunne den også for 100 år siden. I 1908 kæmpede "Bøffen" i en stort anlagt duel mod "Bananen". I 1931 blev duellen genoptaget som et cykelløb, hvor lægen Mikkel Hindhede ville bevise, at vegetarer var lige så sunde og stærke som kødspisere. Han lod sin laboratoriekarl Frederik Madsen dyste mod en slagtermester i et cykelløb med 50.000 begejstrede tilskuere. Laboratoriekarlen Madsen blev i øvrigt udsat for lidt af hvert. Gennem 20 år blev Madsen sat på forskellige diæter i videnskabens tjeneste. I to år levede han stort set kun af brød og margarine, og på et andet tidspunkt tog han et år med kun kartofler og margarine.

Vild Historie-værterne Tommy Heisz og Simon Kratholm Ankjærgaard har historiker Dorthe Chakravaty i studiet.

Verden er fuld af vilde historier; utrolige historier, sørgelige historier, så-tæt-var-vi-på-katastrofen-historier. I podcasten "Vild Historie" folder de to værter, Simon Kratholm Ankjærgaard og Tommy Heisz, fortællingerne ud i selskab med gæsterne. I hvert program vil én vild historie være den røde tråd og dagens tema. Der er kun to krav til historierne: De skal have fundet sted i virkeligheden - og ja, så skal de være vilde.

Simon Kratholm Ankjærgaard (f. 1973) er journalist, forfatter, historiker og formidler. Han har tidligere arbejdet på Berlingske Media og hjemløseavisen Hus Forbi, men i dag er han freelance. Han har desuden skrevet flere bøger, blandt andet "Genforeningen 1920" (2019) og "Augustoprøret 1943" (2020).

Tommy Heisz (f. 1975) er forfatter og journalist. Han har skrevet en lang række bøger om vidt forskellige historiske emner, blandt andet "Dødens årsag" (2020), som han har udgivet i samarbejde med professor i retsmedicin Markil Gregersen.