(0)

Candyland

e-bok


FÞrste del af Candyland er en febrilsk jagt pÄ seksuel tilfredsstillelse, set gennem Ben Thorpes maniske psyke og berettet i klassisk Even Hunter-stil.

Ben Thorpe har kone og barn, han er en succesrig arkitekt i Los Angeles – og sĂ„ er han besat af sex. NĂ„r han er pĂ„ rejse i forretningsĂžjemed, tilbringer han nat efter nat i en hektisk sĂžgen efter kvindeligt selskab. Denne sĂŠrlige aften sĂžger Thorpe med stigende desperation en kvinde. Han ringer forgĂŠves til tidligere bekendtskaber, forsĂžger uden held at forfĂžre en kĂžn rĂždtop, men ender med at kĂžbe sex pĂ„ en massageklinik. Den lange nat fĂ„r en brutal afslutning.

Anden del af Candyland begynder tidlig morgen i Ed McBains territorium.

Tre garvede kriminalfolk indleder efterforskningen af drabet pÄ Cathy Frese, en 26-Ärig prostitueret som arbejdede under navnet Heidi. Heidi var blevet tÊvet, voldtaget og kvalt pÄ vej hjem fra den massageklinik, som Thorpe havde besÞgt nogle timer tidligere. EfterhÄnden som kriminalfolkene fÄr stykket nattens voldelige hÊndelser sammen, sÊtter de Ben Thorpes navn Þverst pÄ listen over mistÊnkte.

Den intensive efterforskning og afslĂžring af morderen finder sted inden for Ă©t eneste dĂžgn, og beskrivelsen af politiarbejdet er typisk for McBains hĂžjt skattede fortĂŠlletalent.

Den amerikanske forfatter var fÞdt under navnet Salvatore Albert Lombino (1926-2005) men besluttede sig i 1952 for at skifte navn til Evan Hunter, og det er blandt andet under dette navn, at han fik succes. Hunter skrev bÄde i sit eget navn, men benyttede sig ogsÄ flittigt af forskellige pseudonymer, hvoraf Ed McBain muligvis er det mest kendte. Hunter udgav mere end 100 romaner, og sÊrligt krimier. Udover sine romaner skrev Hunter filmmanuskripter og er blandt andet forfatter til manuskriptet bag "The Birds" (1963), der blev instrueret af Alfred Hitchcock. Evan Hunter fik tildelt flere priser og blev nomineret til en Edgar Award hele fire gange.