I De ny tidertrĂŠffer vi alle mennesker igen, som vi lĂŠrte at kende og holde af i âDaglejerneâ⊠fĂžrst og fremmest den rĂždhĂ„rede Cilius, den storkĂŠftede Cilius, der evindeligt praler af at have slĂ„et en mand til âkrevlâ, den vĂŠldige Cilius, der er fagforeningsformand og med alle sine dundrende fejl er selve underklassens oprĂžrske Ă„nd. Ham er det, der bĂŠrer bogen.
Og om ham er det, at romanens stÞrste begivenheder naturligt grupperer sig. FÞrst strejken pÄ cementfabriken, en strejkeskildring, som ikke ligner nogen anden i litteraturen, for her er det ikke vold og sabotage, der frÄses i; her er det arbejdernes evne til at sulte, der beundres, og deres urokkelige optimisme, der fejres. SÄ er det oprettelsen af en brugsforening, sÄ opfÞrelsen af en forsamlingsbygning, og endelig verdenskrigen.