Alfedalen ligger under et kÊmpe egetrÊ, dybt nede ved skovbunden, med grÞnne efeu og smukke blomster i varme farver. Gule fÞlfod, lilla martsvioler, blÄ, gule og hvide anemoner, vorterod, kodriver og guldstjerner.
Alfedalen er et rigtig rart sted at vÊre. Alle alferne hilser altid pÄ hinanden og smiler og er glade. De hjÊlper hinanden og er der altid for hinanden. Der er altid liv og glÊde i alfedalen.
Alferne sÞrger altid for at vÊre glade, og hvis noget driller, eller der er noget i vejen, sÄ prÞver de altid hurtigst muligt at lÞse problemet, sÄ de igen er glade.
Alle de smÄ alfebÞrn gÄr i skole. Det er en god skole, og alfebÞrnene er ved at lÊre en masse i skolen, og de lÊrer ogsÄ, hvordan de skal opfÞre sig.
Alferne er rigtige alfer. Nogle tykke, nogle tynde, nogle har en topmave. Store blÄ eller brune mandelÞjne lyser fra de kÊrligste smÄ ansigter.
Uddrag af bogen
En lille tÄre fra alfens kind er nu blevet til en lille drÄbe sÄ smuk.
DrÄben slipper nu stille sit tag i alfens hage for at dryppe ned og ramme den store kvist i egetrÊet, alfen sidder pÄ.
Noget magisk sker.
Pludselig begynder kvisten, alfen sidder pÄ, at bevÊge sig. Alfen stivner og kigger med store Þjne rundt for at finde ud af, hvad der sker. Alfen holder godt fast i kvisten.
En stemme sÄ rolig, en stemme sÄ dyb, en stemme sÄ behagelig, bevÊger sig nu i nattens stilhed sÄ klar og tydelig.
Stemmen kommer fra trĂŠet, trĂŠet kan tale, trĂŠet er levende.
âDu lille alf, du sidder pĂ„ min nĂŠse. Det kilder, vil du vĂŠre sĂžd at rejse dig og hoppe lidt, ellers kommer jeg til at nyse, og du vil falde ned.â
Alfen sidder med Ă„ben mund og kĂŠmpe Ăžjne, tĂŠnker, om det er virkeligt, det her.
âDu, lille alf, hĂžrer du ⊠Aaaaa ⊠Aaaaaa ⊠Aaaaaauuutttttt âŠâ Og alfen skynder sig at rejse sig op og hoppe rundt pĂ„ kvisten, som Ă„benbart er det store egetrĂŠs nĂŠse.
Om forfatteren
Josefine Guldahl er fÞdt 1987 i Horsens. Hun er optaget af eventyrets forunderlige verden og de muligheder, den rummer for at give lÊrdom til bÞrn og unge pÄ en sjov og spÊndende mÄde.