Den hellige Birgitta – den svenske enke i det 14. århundrede – er en fængslende kvindeskikkelse; på en gang kvinde, hustru, moder og helgeninde. Hun fik stor indflydelse i den katolske kirke og i afslutningen af pavernes pomp og pragt-landflygtighed i Avignon.
Med stor detaljerigdom og indlevelse skriver Johannes Jørgensen sig i sin tredje store helgenbiografi og portrætterer Birgitta fra de første spæde skridt i Sverige til den modige og modne kvinde lægger sit tidligere liv bag sig og begiver sig på rejse i troen – og til Rom. En rejse i troen på askesen og på de åbenbaringer, der førte an på hendes vej.
Forfatteren Johannes Jørgensen (1866-1956) blev født i Svendborg. Han flyttede til København og senere til udlandet, men vendte hjem til fødebyen som kendt forfatter af store rejseberetninger, digte og særligt helgenbiografier. Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen og er især i Italien kendt for sin biografi om Frans af Assisi. I sin samtid var Jørgensen anerkendt som digter og symbolist ligesom hans samtidige Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, mens det kom til store offentlige konfrontationer mellem Claussen og Jørgensen i diskussionen af, hvad symbolismen er og rummer. Jørgensens religiøse etos kom på tværs af Claussens poetik. Et hovedtema i katolske Jørgensens omfattende forfatterskab er menneskets splittelse mellem kønsdriften og higen efter Gud og evigheden.