âMine stakkels blomster er ganske dĂžde!â sagde den lille Ida.
âDe var sĂ„ smukke i aftes, og nu hĂŠnger alle bladene visne! Hvorfor gĂžr de det?â spurgte hun studenten, der sad i sofaen; for ham holdt hun sĂ„ meget af, han kunne de allerdejligste historier og klippede sĂ„danne morsomme billeder: hjerter med smĂ„ madammer i, der dansede; blomster og store slotte, hvor dĂžrene kunne lukkes op; det var en lystig student!
âHvorfor ser blomsterne sĂ„ dĂ„rlige ud i dag?â spurgte hun igen, og viste ham en hel buket, der var ganske vissen.
âJa ved du, hvad de fejler!â sagde studenten.
âBlomsterne har vĂŠret pĂ„ bal i nat, og derfor hĂŠnger de med hovedet!â