âChristina Hesselholdt har skrevet en drastisk overgiven og ĂŠtsende idiosynkratisk og finurligt fabulerende hĂžjsang, der er lige til at blive tĂ„rnhĂžj af ⊠Principielt er (jeg og) du-romaner en stĂŠrkt betĂŠnkelig sag (vi ser her bort fra Hesselholdts egen EKS), sĂ„ allerede dĂ©r er en forfatter ude, hvor hun ikke burde kunne bunde, men hun stepper hen over vandet, gĂžr hun, pĂ„ de spidseste hĂŠle. Fordi hun nemlig ikke skriver poesi, men goddamn prosa, kroget/knastet fortĂŠllende og fabulerende og beskrivende og digresserende, med en absolut skĂŠv og idiosynkratisk og frigjort omhu ⊠Det er ikke, fordi det hele er action, der er ogsĂ„ masser af rene kĂŠrlighedserklĂŠringer og bunker af dvĂŠlende lovemaking, men aldrig klamt, kitschet, altid (ligesom actionen) bĂ„ret (hĂžjt) oppe af den fantastiske, intense & distrĂŠte hesselholdtske diktion, der i denne roman omsider er sprunget ud i fuldt flor. KĂŠrlighedsfokuset i Du, mit du muliggĂžr paradoksalt nok en radikal frihed, som forfatteren har grebet med kyshĂ„nd. Hun fortaber sig krystalklart (splintrende) og fabulerer barokt (eksploderende) og reflekteret pĂ„hitsomt (svĂŠvende), og gĂžr det bĂ„de ind og ud af denne heftige kĂŠrlighed.â
- Lars Bukdahl, Weekendavisen