Fantasiens verden er taknemmelig. Personer og hÊndelser fremstilles som den skinbarlige sandhed og kan samtidig vÊre den rene lÞgnehistorie. SÄdan blev denne bog til. MÊndene behÞver bestemt ikke at vÊre glade for deres kvinder og slet ikke for deres afkom, nÄr man lige ser bort fra nogle herlige perioder, hvor en god mand fÄr den opmÊrksomhed, han fortjener. Kvinderne behÞver heller ikke nÞdvendigvis at elske deres bÞrn, men kan have hovedet fuldt af sÄ meget andet. Og samfundet skal vel ikke se ud over sine egne grÊnser, men kan sagtens hygge sig ved at fÞlge egne normer og i Þvrigt vÊre totalt ubekendt med planetens andre folkeslag. Faktisk fungerer alt til enhvers tilfredshed, indtil de fremmede som blinde og dÞve trÊder gennem Stedet. Farnsing sender dem dog snart hjem, hvor de kom fra, og alt Änder igen idyl. Nogle er dog begyndt at flÞjte og slÄ rytmer med hÊnderne, og bÞrnene ler meget.
Uddrag af bogen
Inden de vendte om og gik hjem, fortalte Taller, at han havde vĂŠret flere gange ved den store stenfigur. Den fĂžrste gang havde han listet i hĂŠlene pĂ„ et par mere erfarne borgere, men var flygtet, da han kom tĂŠt nok pĂ„ Farnsing til at skimte hans ansigtstrĂŠk. âDu skal ikke begynde at studere hans ansigt, for det gĂžr dig syg. Begynd med at studere hans fĂždder og vĂŠn dig til at indprente dig detaljerne nedefra og op. Han er meget stor, og du behĂžver altsĂ„ ikke at gĂ„ sĂŠrlig tĂŠt pĂ„ ham. Med tiden vil du fĂ„ et forhold til ham, og sĂ„ vil det udvikle sig. Det er kun rigtig erfarne og gamle besĂžgende, der kan tĂ„le at mĂžde hans blik.â
Om forfatteren
Denne forfatter stak hovedet frem i Äret 1944, og i dag synes der at vÊre kommet sÄ megen galskab op i hendes hoved, at hun skriver af karsken bÊlg uden at tÊnke pÄ, hvad man kan tillade sig. Hun siger endda, at det er herligt at kunne vÊre nÊsten skÞr.