"Som den fristerinde, hun var, vidste hun, præcis hvad hun kunne gøre for at få ham ud af balance. Nu stod hun på tæerne og kyssede ham i mundvigen med sine bløde, dejlige læber."
En dag var hun der pludselig bare, Solgudinden, som Max kaldte hende. Hun lå og solbadede til frit skue for alle i baggården, så snart solen vovede sig frem, og i flere måneder havde Max længtes efter hende. Så en dag i august, hvor Max bliver distraheret af hendes skønhed, river hunden Sam sig løs og stjæler hendes magasin. Max er sikker på, at hun vil blive vred, men i stedet sender hun ham et strålende smil.