Erik Nørgaards serie "Generalens fald" fortæller om officerernes omstridte rolle i den danske modstandskamp under besættelsen. Dette bind fortæller om den unge løjtnant Knud Skov, som blev myrdet i november 1944. Forgæves forsøgte han at føre de svenske maskinpistoler uden om militæret, så de i stedet kunne blive brugt af den civile modstandsbevægelse, hvis arbejde var hæmmet af mangel på våben.
Hvorfor skulle den unge løjtnant dø for denne sag? Hvem gav ordren til mordet? Erik Nørgaard redegør også for politiets rolle i forbindelse med officerernes forræderi mod den civile modstandsbevægelse og de sabotører, der satte livet på spil i en kamp mod en øjensynligt uovervindelig overmagt.
Striden mellem den civile og militære modstandsbevægelse under besættelsen
Den danske journalist og forfatter Erik Nørgaard Lykke (1929-2013) skrev blandt andet for Information og Politiken. Erik Nørgaard vandt flere priser, herunder Cavlingprisen og PH-prisen, for sin undersøgende journalistik, der stillede skarpt på vilkårene for nogle af landets dårligst stillede. Som forfatter udgav Erik Nørgaard over 50 bøger inden for genrerne skønlitteratur, erindringer, faglitteratur, reportage og historie.