(0)

Hvad må der gøres?

E-bok


Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i USA sendte chokbølger gennem verdenssamfundene. Ingen havde opfattet Trump som en seriøs kandidat i slutspillet mod den etablerede politiske elite repræsenteret af blandt andre Hillary Clinton. I to forelæsninger på amerikanske univseriteter i kølvandet på valgresultatet undersøger den franske filosof Alain Badiou den situation, som Trumps sejr afspejlede - og var med til at skabe.

Badiou argumenterer for, at Trump må beskues som et symptom på en global krise med fire karaktertræk: den globale kapitalismes brutale triumf, den politiske elites tilbagegang, den generelle frustration og desorientering blandt vælgerne, samt fraværet af et overbevisende og visionært alternativ til tingenes tilstand.

Den globale krise muliggjorde Trumps fremfærd som en ny form for politisk figur på kanten af det politiske establishment. Trump udnyttede denne position til at iscenesætte sig selv som et alternativ til det bestående under sloganet 'drain the swamp' - på trods af at Trump med sit forretningsimperium inkarnerer selve det system, der er årsag til krisen.

Den progressive, politiske udfordring er nu at skabe noget nyt, som indebærer et reelt valg, et radikalt alternativ, baseret på princippet om universalitet og lighed.

Badious essay bør læses af enhver, som ønsker at forstå, hvorfor Trumps sejr var mulig, og hvad der herfra må gøres.