ChauffĂžren parkerede foran den sorte stĂžbejernslĂ„ge ved kirkegĂ„rden i St. Heddinge pĂ„ Stevns, og jeg steg ud af Jaguarâen med en buket blomster i hĂ„nden.
Gennem hele mit voksenliv havde jeg fortalt vidt og bredt om, hvor meget min mormor havde betydet for mig. Det var hende, der havde givet mig den fÞrste tryghed og varme i livet, og jeg sÞrgede lÊnge, da hun dÞde. Men jeg havde ikke besÞgt hendes gravsted i mindst et Ärti. Jeg havde glemt, hvor hun lÄ. Graveren fulgte mig med Þjnene, mens jeg gik op og ned ad de smÄ stier mellem gravstederne i lang minkpels og hÞje stiletter, og efter lang tids sÞgen spurgte jeg ham, hvor jeg kunne finde min mormors gravsted.
Jeg kan stadig huske, hvordan koldsveden skyllede ind over mig, da han svarede: Familien har ikke Ăžnsket at vedligeholde gravstedet. Det blev nedlagt efter 10 Ă„r.
De dÞde er nok ligeglade med, hvor ofte man besÞger dem, og om man har blomster med. Men derfor kan man godt sÞrge for, at der er mindesmÊrker over dem. Det er en stor fejl, at jeg ikke tÊnkte pÄ at sÞrge for min mormors og morfars grav. Det er en meget flov historie.