Digtsamlingen Jeg vil ikke tilbage er Caspar Erics forsÞg pÄ at fastholde COVID-katastrofen med et digt om dagen i 80 dage.
Jeg vil ikke tilbage er en historie over skiftende fĂžlelser, et arsenal over kortslutninger efter lock-down og en historie om, hvad det vil sige at vĂŠre menneske, hvad det vil sige at vĂŠre forbundne, hvad det vil sige at vĂŠre et samfund.
Katastrofen vÊkker en Þmhed, en medmenneskelighed pÄ det private og det overordnede plan, men gÞr det ogsÄ besvÊrligt at leve op til den medmenneskelighed. I de nye digte er der et oplagt perspektiv; at vi alle er underlagt de samme vilkÄr, hÞje som lave i samfundet skal fÞlge samme regler. Hvad gÞr det ved den enkelte? Hvordan reagerer vi pÄ begrÊnsningerne? Hvad gÞr det helt konkret ved os, hvilke tanker sÊtter det i gang hos os, at vi befinder os i denne situation af kontroltab? Og hvad sker der, nÄr ideen om, at vi er i samme bÄd, begynder at krakelere?
Det er digte, der befolkes med flasker, hÄndsprit, telte i FÊlledparken og afspÊrringsbÄnd ved Islands Brygge, der spirer frem i lÞbet af undtagelsestilstanden, mens forÄret passerer uden for vinduet. Den potentielle katastrofe sÊtter mÊrker i verden, i hverdagen, og Caspar Eric forsÞger at indfange fÞlelsen af bÄde det lille og det store drama i takt med, at det folder sig ud. Det er digte, der leder efter det almene i den helt banale dagligdag, ligesom de undersÞger, hvordan selv det helt intime rum gennemstrÞmmes af situationen i verden.