En aften hører en femårig pige sine forældre skændes, hun flygter fra det ved at gemme sig under dynen med sin bamse.
Fem år senere møder vi den samme pige som henholdsvis skilsmissebarn og kernefamiliebarn. Via nedslag ca. hvert tiende år følger læseren ‘de to piger’ gennem de forskellige livsfaser fra barndom til alderdom.
Sendt ud i livet med hver sin baggrund udvikler de sig forskelligt, det samme gør deres tilværelse, og de kommer til at udfylde deres livsroller på hver sin måde. Centralt i romanen står skildringen af skilsmissen, dens konsekvenser for de involverede og de dønninger, den efterlader.
I slutningen af romanen smelter de to personer sammen igen. Den gamle kvinde accepterer og tager ejerskab over det liv, hun fik. Her stilles også spørgsmålet om, hvorvidt det enkelte menneske har en personlig kerne, som vi bærer i os uafhængig af, hvordan vores liv former sig.
Og måske er der et lille kernehus inderst i os alle, som er helt os selv – noget som vi har bjerget gennem vores liv, eller som har bjerget os i gennem – noget der er ‘mig’.
Romanen kan læses som et forsøg på at belyse dette spørgsmål, som nok dukker op for os alle på et tidspunkt. Men den er også en række tidsbilleder, som generationen, der er født omkring 1950 vil nikke genkendende til. Yngre generationer kan undre sig og more sig over den tid og den hverdag, som deres forældre og bedsteforældre har levet i.
Annette Møller, f. 1946, er uddannet cand. mag i dansk, filosofi, dramatik og idræt fra Københavns Universitet. Hun har undervist på Greve Gymnasium i 35 år. Gennem alle årene har hun været en aktiv skribent, hun har skrevet artikler, kronikker og anmeldelser til fagblade og dagblade.
