Med syvende og sidste roman i den gribende serie om folkene i Finnskogen er ringen sluttet. Den begynder med Anden Verdenskrig, og gÄr 50 Är frem i tid. Folk flytter stadig fra skoven og ind til byerne, mens det blandt de tilbagevÊrende bliver en del af hverdagen under krigen at hjÊlpe flygtninge til Sverige. Men ogsÄ nye folk kommer til; folk der opsÞger grÊnseskovene mellem Norge og Sverige og det liv de har at byde pÄ. Forskere forsÞger at dokumentere resterne af den gamle dialekt, som de fattige finske immigranter havde med sig for flere hundrede Är siden. Elins oldebarn Turid, der blev undfanget under krigen, drÞmmer om engang at kunne finde resterne af sine forfÊdres torp, den lille gÄrd MostamÀgg, som hun har hÞrt sÄ meget om, og hvor hovedhistorien i den fÞrste roman, Der vokser et trÊ i MostamÀgg, har sit udspring.
âMan kan fĂžle angst for en by man endnu ikke har vovet sig ind i, eller for skoven hvis det er den der er ukendt, og i begge tilfĂŠlde kan man blive til grin over for andre. I Norge ler man ad tyskerne der ikke er sĂŠrlig ivrige efter at optage forfĂžlgelser der mĂ„tte fĂžre dem ind i den vilde skov. Med det resultat at store flokke af flygtninge der fĂŠrdes uden for veje og stier, slipper vĂŠk.
Et sted i skoven gĂ„r skellet mellem krig og fred tvĂŠrs over en lille bjergtop der er sĂ„ stejl at den er som en fĂŠstning, og om sĂžndagen klatrer folk fra bĂ„de Norge og Sverige derop. Der kan nordmĂŠndene kĂžbe varer der ikke findes i Norge, uden at blive forstyrret af en eneste tysk soldat, og nogen har en grammofon med, andre har en dram. Det varer ikke lĂŠnge fĂžr der bliver fest pĂ„ den top der kaldes Elgklinten.â
Citat fra bogen