Det tabte er mÄske menneskets eneste sande ejendom. Hver dag veksles det intense nu om til skrÞbelig erindring, og med Ärenes gang inddÊmmer tabet stadig stÞrre arealer af vores livsverden.
Denne erfaring lÞber gennem Lena Krogh Bertrams digte, der uafladelig genbesÞger det tabte og forsÞger at komme overens med det, at fÄ det til at resonere i det nÊrvÊrende. Det er ofte smertefuldt at erindre, men det er under alle omstÊndigheder et intenst og frugtbart arbejde.
Af den sÞrgmodige generindring kryber livserfaringerne nemlig frem fra deres skjul. De fylder ikke blot nuet med melankoli, men tilfÞrer livet en sÊlsom styrke, giver det et dybere nÊrvÊr. Og det er mÄske kernen i disse digte: en uvilje mod at lade det tabte tilintetgÞre os. De indrÞmmer smerte og sorg en plads, men afviser at give rum til bitterhed og magteslÞshed. MÄske er det tabte evigt, men paradoksalt nok er det ogsÄ et levende og givende afsÊt for nuet og fremtiden.
Uddrag af bogen
Et sted sidder en gammel kone og spiller âHej SĂžsterâ med Trille, og tiden gĂ„r baglĂŠns ind i drĂžmmen, der er gul og kantet af frihed, stuen vender sig i dansen, omfavner hende, hun kryber, kravler, letter som en fugl over taget i sekunders kredslĂžb om sig selv og skaber et billede af bevĂŠgelse i rummets udspilethed.
Om forfatteren
Lene Krogh Bertram (f. 1943) er uddannet socialrÄdgiver og var i 1982-88 forkvinde for forlaget og foreningen Kvindetryk. Hun har udgivet 11 digtsamlinger og 2 romaner og blander sig desuden gerne i den offentlige debat med kronikker, lÊserbreve og pÄ Facebook.