Kulturel kvalitet har traditionelt været forbundet med den institutionaliserede elitekunst, mens andre typer af kulturprodukter per definition er blevet regnet som kitsch. Men efter 1960’ernes kulturelle opbrud er populærkulturen blevet omdrejningspunkt for en ’demokratisering’ af kvalitetsforståelsen. Netop dén kan nå og begejstre brede befolkningsgrupper. Prisen er i yderste konsekvens, at debatten efterlades uden kriterier til at skelne: Hvis bare et publikum kan lide et kulturprodukt, gælder det automatisk som godt.
En parallel polarisering gør sig gældende i spørgsmålet om kommerciel versus ikke-kommerciel kultur. Her vidner den blotte eksistens af et betalingsvilligt publikum i sig selv, ifølge nogle debattører, om et kulturprodukts høje kvalitet, mens andre tværtimod betragter kommercielle hensyn som væsensfremmede og potentielt ødelæggende for kvalitetskultur.
