En ung kvinde Ăžver sig i at sove alene i Berlin. I New York sidder hun paÌ et hotelvĂŠrelse og ser Trump vinde valget. I en uspecificeret tysk skov farer hun vild under granerne, og i en flyvemaskine mod Hanoi tĂŠnker paÌ hun paÌ dengang, hun troede, man kunne lave sine egne vinger ud af pap.
Mellem lange nĂŠtter i NeukoÌlln og en kasse med gamle fotografier sĂŠtter hun sig for at forsĂžge at forstaÌ sin familie. Hendes mor, der var ung punker i DDR og aldrig fik den frihed, som hun drĂžmte om. Hendes mormor, der fandt sikkerhed i livet som partisoldat. Hendes far, der var den eneste sorte i den Ăžsttyske landsby, indtil han blev sendt tilbage til Angola. Hendes tvillingebror, der styrtede i dĂžden som 17-aÌrig. Wenzel skriver om livsglĂŠde og ensomhed og knuste hjerter, om de roller, som samfundet tildeler dig, og om jagten paÌ noget at spejle sig i.