I takt med at kvinderne i anden halvdel af det tyvende århundrede kom ud på arbejdsmarkedet, skete der også et skift i rollerne i de enkelte familier. Farens forhold til børnene ændrede sig også, og på samme måde begyndte opfattelsen af faderrollen i samfundet at forandre sig.
Psykolog Dion Sommer undersøger i bogen "Når far er hjemme" nogle af de problemstillinger og bekymringer, mange i samfundet havde på den tid. Var faren overhovedet kompetent til at tage sig af et spædbarn? Knyttede spædbarnet sig til sin far? Hvor forskellige var faren og morens rolle i familien i virkeligheden?
Bogen udkom første gang i 1984 og er en af de første danske undersøgelser af emnet.
Dion Sommer (f. 1948) er professor emeritus ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Han er særligt kendt for sin forskning i børnepsykologi, forældreskab, faderskab og kønsroller i familier.