(4)

Rungholt – Danmarks Atlantis (Vild Historie)

ljudbok


"Vi trodser dig, Blanke Hans!". Sådan fortæller myten, at beboerne i Rungholt i Sønderjylland råbte fra de store diger, når Vesterhavet stormede og brusede. Rungholt var en blomstrende handelsby op gennem den tidlige middelalder, men natten til den 16. januar 1362 gik det galt. Rigtigt galt. I en vinterstorm blev store isflager revet løs, de bragede ind mod digerne, der til sidst gav efter – og det kolde havvand oversvømmede hele byen; alt og alle gik under den nat i dét, der blev kaldt den første store manddrukning. Med historiker Kaare Johannessen i studiet fortæller Tommy Heisz og Simon Kratholm Ankjærgaard historien om ‘Danmarks Atlantis' – om Rungholt, der druknede i bølgerne. Det er historien om en af de største katastrofer gennem tiderne – men også om myter om gudsbespottelse og hovmod, der stod for fald.

Verden er fuld af vilde historier; utrolige historier, sørgelige historier, så-tæt-var-vi-på-katastrofen-historier. I podcasten "Vild Historie" folder de to værter, Simon Kratholm Ankjærgaard og Tommy Heisz, fortællingerne ud i selskab med gæsterne. I hvert program vil én vild historie være den røde tråd og dagens tema. Der er kun to krav til historierne: De skal have fundet sted i virkeligheden - og ja, så skal de være vilde.

Simon Kratholm Ankjærgaard (f. 1973) er journalist, forfatter, historiker og formidler. Han har tidligere arbejdet på Berlingske Media og hjemløseavisen Hus Forbi, men i dag er han freelance. Han har desuden skrevet flere bøger, blandt andet "Genforeningen 1920" (2019) og "Augustoprøret 1943" (2020).

Tommy Heisz (f. 1975) er forfatter og journalist. Han har skrevet en lang række bøger om vidt forskellige historiske emner, blandt andet "Dødens årsag" (2020), som han har udgivet i samarbejde med professor i retsmedicin Markil Gregersen.