Mange mennesker opfatter statistik som noget tørt og kedeligt – men de gør sig skyldige i selvbedrag, skriver den danske økonom Adolph Jensen i indledningen til ”Tallenes tale”, der udkom første gang i 1941. Statistik taler muligvis i tal, men det handler om mennesker og menneskeskæbner. Adolph Jensen giver i denne bog et indblik i statistikkens metode og virkeområde, hvor også den helt almindelige læser, der ikke arbejder med tal og økonomi, kan være med.
Adolph Jensen (1866-1948) var en dansk økonom og statistiker, der gennem sit virke spillede en afgørende rolle for udviklingen af den offentlige statistik som hjælpemiddel for statsstyrelsen. Fra 1913-1936 var han chef for Det Statistiske Departement, der i dag er kendt som Danmarks Statistik.