I Tiden er en mor er Ocean Vuong pÄ en dybt personlig sÞgen i efterskÊlvet fra sin mors dÞd, hvor han pÄ én og samme tid bÊrer sorgen og mÄ igennem den. I samklang med temaerne fra romanen dvÊler Vuong ved personlige tab, betydningen af familie og den evigt splittede amerikanske folkesjÊl. Med mod, liv og fremdrift drejer Vuongs digte sig om den fragmenterede tilvÊrelse for at finde frem til bÄde heling og skÊlvets epicenter.
Uddrag fra "Grunde til at blive"
Oktoberblade der falder, som var de kaldet til det.
Morgendis gennem hvedegrÊsset pÄ den anden side af togskinnerne.
En cigaret. En yndlingstrĂžje. PĂ„ den hensunkne veranda. Mens resten af familien sover.
At jeg vÄgnede overhovedet & at hÞgen deroppe var sÄ ubevidst om sine vinger.
At jeg sneg mig frem pÄ siden, mens vagterne var blÊst pÄ kodein.
At jeg lĂŠste mine bĂžger i skĂŠret fra demonstranternes ild.
At det bedste jeg kunne sige, kom fjernt fra mit jeg & at det er for fedt.
At du kan give en mand et blowjob & at din stemme taler gennem hans stemme.
Som Jonas gennem hvalen.
Fordi et aks af brunt rug, der gentages i tusindvis, danner en lilla mark.
Fordi det her rod jeg har lavet, er lavet med kĂŠrlighed.
Fordi de trĂŠngte ind i mit liv, alle de her spĂžgelser, som noget flydende.