(0)

Til døden os skiller. Et brudstykke af den feministiske Freud-receptions historie

e-bok


I kølvandet på den anden feministiske bølge voksede mange tolkninger af den freudianske kvindelighedsteori frem af 1970’ernes og 1980’ernes kvindeforskning. Bl.a. har en række store, gennemgribende feministiske Freud-nylæsninger givet os dybtgående analyser af, hvorfor psykoanalysen er så tiltrækkende for feminismen.

I ”Til døden os skiller” behandler kønsforsker Nina Lykke tre af disse store Freud-tolkninger fra den anden feministiske bølge: den engelske kvindeforsker Juliet Mitchells, den belgisk-franske Luce Irigarays og den amerikanske Nancy Chodorows. Netop disse tre kvinder har spillet en afgørende rolle i den feministiske Freud-reception i 1970’erne og 1980’erne og reflekterer dermed vigtige hovedstrømninger i periodens feministiske Freud-tolkning.

Følgende temaer belyses i bogen:

Spørgsmålet om, hvordan det psykoseksuelle køn placeres i forhold til polerne, biologisk og socialt køn.

Spørgsmålet om den såkaldt ”præødipale moderbindings” rolle i pigens psykoseksuelle udvikling.

Spørgsmålet om det kvindelige kastrationskompleks og indskrivningen af den kvindelige psykoseksualitet i en fallisk diskurs.

Bogen udkom første gang i 1992 og er skrevet i forlængelse af det arbejde, forfatteren fremlagde i bogen ”Rødhætte og Ødipus” (1989).

Nina Lykke (f. 1949) er dansk kønsforsker og professor emerita. Hun er kendt for sin forskning i feministisk teori og intersektionalitet, og hun har gennem flere årtier været med til at opbygge intersektionel kønsforskning i Norden og Europa. I perioden 1984-1999 var hun den første chef for Center for Kvinde- og Kønsstudier ved Syddansk Universitet, og fra 1999-2016 var hun professor i kønsforskning ved Linköpings Universitet. Hun har gennem årene publiceret over 200 artikler og bøger inden for feministisk teori og kulturforskning.