(0)

Ung kvinde under opstigning i landskabet

e-bok


"Vemod

jeg Ă„bner skuffen med sol

men de uartige bĂžrn har vendt den

solen strĂžmmer direkte ned

pÄ gulvet og brÊnder hul i tÊppet

i fryseren i kĂžkkenet

er der sjĂŠldent sne nok

bÞrnenes kÊlk stÄr ubenyttet

mÄske er det dét de hÊvner

men sne er dyr

hvis det skal vĂŠre den hvide

min kone har igen ladet

grĂŠsset gro i sengen

hun ved det irriterer mig

og jeg ikke bryder mig om dyrene

jeg sĂŠtter mig vemodigt

i badevĂŠrelset hvor regnen

kan Ăžse ned i dagevis

uden ekstra pÄfyldning

det blĂžde, farvelĂžse vand

skal vĂŠre godt for Ă©ns teint

min familie hamrer pÄ dÞren

rÄber at de fortryder

deres stemmer lyder svage

og sÄrbare gennem regnen"

Mange af digtene i Jannick Storms digtsamling "Ung kvinde under opstigning i landskabet" giver genlyd af GrÞnland, Island og FÊrÞernes vilde landskaber, og det samme dybtliggende vemod, som gÄr igen i forfatterskabet, giver digtene en personlig dybde og en klang, der er ganske sÊrlig for Jannick Storm.

Den danske digter og forfatter Jannick Storm (1939-2015) debuterede i 1971 med digt- og novellesamlingen "Miriam og andre". Siden er det blevet til en lang rĂŠkke digtsamlinger, romaner og novellesamlinger. Ved siden af sit virke som forfatter har Jannick Storm ernĂŠret sig som oversĂŠtter og redaktĂžr for tidsskriftet Limbo.