(0)

Fatima og Peter

E-book


Fatima kom til mig i en drøm. Jeg drømte det hele en nat, lige da jeg var kommet hjem til Perstorp i Sverige. Jeg var så heldig, at jeg vågnede, netop da handlingen i drømmen var færdig, og jeg kunne huske det hele.

Så jeg fik travlt med at notere alle hovedpunkter, så jeg senere kunne skrive historien om Fatima og Peter.

Natten var lang, troede jeg, så jeg skrev og skrev og tiden gik. Da jeg var færdig, var det blevet lyst, så jeg kunne ikke nøjes med gardinet, der var trukket for, men måtte trække rullegardinet ned. Der har boet en mand i lejligheden før mig, som havde nattevagter, så rullegardinet er effektivt. Det lykkedes på den måde at få sovet et par timer mere.

Selvom Fatima var kommet til mig i en drøm, oplevede jeg noget mærkeligt, for efterhånden, som jeg skrev bogen, genkendte jeg mangt og meget i drømmen fra mit eget liv, så det vil være forkert at sige, at Fatima er fri fantasi. Fatima er et produkt af mange ting fra mit liv lige fra ungdommen og til nu.