Ja, det giver nok sig selv, at mænd selvfølgelig godt kan være spirituelle. Alligevel er der langt flere kvinder end mænd, der dyrker det spirituelle, og det taler jeg blandt andet med Lasse Martinussen fra Okay Heal Me om i det her afsnit. Han fortæller også, hvordan healing foregår, og hvordan det føles at få clairvoyante beskeder ved klar-følelse.
Og så fortæller han om at være gået fra en meget maskulin måde at leve sit liv på, til en langt mere feminin måde.
Han fortæller, hvordan han i mange år levede et liv med præstation, succes og fart på. Han instruerede reklamer og musikvideoer og fløj rundt mellem København, Los Angeles, Paris og London og levede et liv, som mange nok ville betragte som "drømmen".
Alligevel voksede en tung følelse inden i ham, og han begyndte langsomt at udvikle depression og angst. Hans partner var bekymret og fik ham til at gå til en energetisk chakramassage. Den oplevelse skulle vise sig at ændre noget fundamentalt i Lasse, og kort tid efter oplevelsen sagde han sit job op og besluttede sig for at blive clairvoyant healer.
Det spirituelle hjørne er podcasten for dig, som er nysgerrig på alt det, der ikke nødvendigvis kan måles og vejes. I hvert afsnit taler Annasohia Petri med en ekspert inden for et spirituelt område og bliver klogere på, hvad det drejer sig om.
Annasophia Petri er uddannet TV- og medietilrettelægger fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX. Annasophia er er også uddannet yogalærer - hun underviser både firmaer og private – og astrolog.