(4)

Få det bedre med Gotvedgymnastik. Bækkenbund for kvinder

Audiobook


"Få det bedre med Gotvedgymnastik" er en podcastserie med ti programmer for dig, der gerne vil arbejde med din krops naturlige bevægelser og få mere styrke, bevægelighed og indre ro. Den daglige træning med Gotvedgymnastik giver dig kropslig næring og energi til hverdagen. Uanset om du har brug for at få pulsen op, trække vejret dybere, afspænde musklerne eller tackle rejsningsproblemer og inkontinens, så står Gotvedinstituttets erfarne bevægelsespædagoger Søren Ekman og Henriette Bolt klar til at hjælpe dig. Hvert program har sit eget fokus, men tilsammen arbejdes hele kroppen igennem fra top til tå.

Dette program henvender sig til alle kvinder, der gerne vil have en bedre fungerende bækkenbund. Det kan være dig, der lider af inkontinens, dig, der lige har født eller dig, der ønsker større seksuel nydelse. Gotvedinstituttets uddannelsesleder Henriette Bolt guider i øvelser der styrker din bækkenbund og giver dig bedre kontakt med musklerne i den. Programmet varer ti minutter, og øvelserne kan laves stående, siddende og liggende. Hvis du laver øvelserne effektivt en gang om dagen, vil du hurtigt opnå forbedringer. God fornøjelse med træningen!

Med udgangspunkt i den legendariske bevægelsespædagog Helle Gotveds grundlæggende principper, arbejder Gotvedinstituttet fortsat med at udvikle, styrke og forbedre studiet i bevægelse. I dag deltager tusindvis af mennesker på instituttets populære gymnastikhold, lærer om kroppen på instituttets mange kurser, finder fællesskab på instituttets gymnastikrejser eller bliver uddannet som bevægelsespædagog på instituttets toårige uddannelse.

Søren Ekman og Henriette Bolt har været i Gotvedinstituttets ledelse siden 1995, og de virker desuden begge som undervisere og foredragsholdere.